Biografi-CV
Lidt om mig:
Jeg er født i 1951 i en fiskerby Bønnerup Strand på Norddjursland kyst, der hvor havet ruller ind mod land, sandet flyver i efterårsstormene, og stranden fyldes med turister i den danske sommer. Skov og strand, himmel og hav her har vi alle nuancer og farvepalet i naturen. Jeg har rejst i store dele af verden i Europa, Nordafrika, Mellemøsten samt USA. Mine mange rejser og oplevelser danner baggrund for inspirationen til mange af mine farverige billeder. At komme ud i verden og opleve nye kulturer og indsuge duften af stedet og se de mange farverige steder er til stadighed en stor inspirationskilde til et maleri. Ligeledes de nære omgivelser her på Djursland, hvor jeg lever i et meget naturskønt område tæt på skov, strand og mosen, er med årstidernes skift en glæde som kommer til udtryk i mine malerier.
Mine mange rejser i ind og udlandet er med til at give inspiration til motiv og farvevalg. Mit ønske er, at beskueren skal få lyst til at"gå ind i billedet" og opleve sin egen fascination af farvernes formåen, og fornemmelsen af at være lige, der hvor det sker. Det skabte billede kommer dybt inde fra mig selv. Gennem meditationen finder jeg ind til de dybe gemte steder eller oplevelser som derefter sætter gang i maleprocessen, frem til det færdige billede. Inspireret af de to store mestre Matisse og Picasso, er mine billeder ekspressive og intense i farvevalg. Naturens elementer, eksistensen og essensen i livets mange facetter er de ingredienser, der i sidste ende bliver til et maleri.
De kreative sider af min natur har jeg altid udøvet, via tegning, maling, sy, strikke, sy danse-og festkjoler, og at tegne og male på stort set alt hvad jeg kunne få fta i af papir osv. Jeg er uddannet bogholder, og som jeg siger- indenfor økonomi er rammerne for udfoldelse meget strikse og stramme, men indenfor kunstnens verden kan jeg give los for alle de kreative tanker og ideer jeg får frem. Dette er en vidunderlig måde at arbejde på. Jeg har arbejdet professionelt med min kunst siden 2004, hvor jeg åbnede eget galleri i Mørke. I 2008 fik jeg ligeledes galleri i Hobro hos min mand, i hans firma Danahouse, hvor vi havde 200m2 butik og galleri i samme rum. Her var jeg den kunstneriske leder af galleri og butik, og stod for at finde frem til de kunstnere vi havde udstilling med. Grundet personlige årsager valgte jeg at flytte mit galleri her til Mørke igen i julen 2011.
Fra januar 2012 er mit galleri flyttet til andre lokaler i Mørke.
Luftblå dage, solskinsøjeblikke, en frodighed af grønt, den røde ild, de grågrønne pilekviste, korngule marker, okkerfarvet sand, den hvide sne. Alle mine farver - før farven blev sort. Mørket mangler lys, og har sit eget væsen. Farven er naturens og hele kosmos sjæl- og vi får del i denne sjæl, når vi leger med farverne.
Bønnerupvalsen kan høres her klik på link: ( http://www.youtube.com/watch?v=QSOjFORXkTs)